Publiceret d. 28. juli 2011

Søren Tolsgaard (tekst), Vera Tolsgaard (fotos)
 

Mens aktivisterne i Østerild Klitplantage afventede myndighedernes næste udspil, indløb henover weekenden d. 23.-24. juli de chokerende meldinger om terrorbomben i Oslo og den grufulde massakre på Utøya.

I det oprørte mediebillede benyttede integrationsminister Søren Pind anledningen til at sammenligne aktivisterne i Østerild med den højreradikale, norske terrorist, hvormed sagen formentlig skulle være sat i den rette sammenhæng. Ministeren måtte dog hurtigt indse, at han havde lavet et selvmål.

oesterildplantage 2011 07 25 veratolsgaard
Aktivisterne i Østerild Klitplantage forbereder sig på næste politiaktion.
  

Massiv politiindsats

Aktivisterne begyndte så småt at håbe på, at miljøministeren ville afvente retskendelserne primo august, ikke mindst fordi flere lokale politikere anbefalede det i pressen. Samtidig var man forberedt på, at en større politiaktion kunne være under opbygning og sandsynligvis ville finde sted tirsdag d. 26/7.

Meget tidligt tirsdag morgen indløb meldinger om, at mere end ti store politibiler havde forladt politigården i Thisted, og at flere skovningsmaskiner var undervejs på blokvogne fra Hanstholm. Kl. 5.30 strømmede 30-40 svært bevæbnede betjente ind i lejren og sørgede for, at de opstaldede maskiner kunne køre til skovningsområdet. Det lykkedes flere gange undervejs at forsinke kørslen, men politiets tilstedeværelse var for massiv til at udrette mirakler.

oesterildplantage 2011 07 26 veratolsgaard 1
Svært bevæbnet politi beordrer lejren ryddet med kort varsel.
  

Skovningen går i gang

I den centrale del af plantagen markerede et tilsvarende politiopbud samtidig det første skovningsområde, hvor maskinerne straks gik i gang med fældningen, bl.a. af en hel del store skovfyr. Publikum blev advaret om, at overtrædelse af markeringslinjen ville medføre arrestation, og dette blev yderligere understreget af betjente med politihunde.

Omkring middagstid vendte et hold betjente tilbage til lejren og kommanderede alle personer og telte væk fra området indenfor en time. Aktivisterne ryddede hurtigt op og flyttede til andre kvarterer, hvorfra man forsøgte at samle op på situationen.

Enkelte aktivisters fortsatte "stunts" i skovrydningsområdet resulterede i arrestationer og bøder i størrelsesordenen 4000-6000 kr. Naturstyrelsen erklærede sig yderst tilfreds med politiets indsats og kunne meddele, at man med forstærket skovningsmandskab ville have indhentet det forsømte inden d. 1. august.

oesterildplantage 2011 07 26 veratolsgaard 2
Mens der blev flaget på halv, blev den "kringsatte" lejr hurtigt ryddet.
  

Fremskridtet leve!

Formanden for socialdemokraterne i Thisted, Asger Sylvest Pedersen, benyttede anledningen til at meddele i pressen, at aktionen mod vindmøllecentret har været helt ude af proportion, og at "tålmodigheden blandt os, som bor i kommunen, er ved at ebbe ud". Den triumferende formand løftede samtidig sløret for, at flere fremsynede byggeprojekter er undervejs i klitplantagen og sluttede med følgende ord:

"Vi har snart folketingsvalg igen. Jeg håber mange vil vågne op og være med til igen at fremme den udvikling, som kan give håb om, at verden bliver mere bæredygtig. Det kræver bl.a. lidt mindre lokalegoisme og lidt større tro på fællesskabet! Tænk over det på valgdagen!"

2011 07 25 thisted oesterildplantage veratolsgaard 1
Perlemorsommerfugl (Argynnis sp.) i lejren, 25. juli 2011.
  

2011 07 25 thisted oesterildplantage veratolsgaard 2
Østerilds traner (Grus grus) går på vingerne ved Stensig, 25. juli 2011.
 

På miljøets bekostning?

Denne bombastiske udmelding vil dog næppe komme til at stå uimodsagt, og lignende - ofte langvarige - konflikter påvirker i disse år stemningen i tyndt befolkede lokalsamfund og blandt miljøbevidste borgere mange steder i vore nabolande.

Politikerne vil nok gøre klogt i - fremfor at gennemtrumfe et "fællesskab" hen over hovedet på befolkningen - at forholde sig ansvarligt til de betænkeligheder, som med god grund opstår i forbindelse med sådanne anlæg.

Det har jo af og til vist sig, at fremskridtet var en irreversibel fejltagelse.
 

Referencer

15/2 2011: Wind turbines to invade Netherlands. - Offshorewind.biz

20/5 2011: UK Government Orders You Tube To Censor Protest Videos. - Windmillseverywhere.wordpress.com

25/7 2011: Våbenhvile i Østerild. - Tv2nord.dk

25/7 2011: Aktivister forventer poiltiaktion. - Nyhederne.tv2.dk

25/7 2011: Pind sammenligner terrorangreb med aktionen i Østerild. - Information.dk

26/7 2011: Klitplantage ryddes for aktivister. - Nyhederne.tv2.dk

26/7 2011: Demonstranter fjernet. - Tv2nord.dk

26/7 2011: Aktionen i Østerild ude af proportioner! - Information.dk

26/7 2011: Gave til industrien? - Dr.dk 

27/7 2011: Aktion i Østerild koster kassen. - Dr.dk

27/7 2011: Aktivister overvejer sikkerhed. - Tv2nord.dk

27/7 2011: Pind har tidligere forsvaret lovbrud. - Information.dk