Publiceret d. 26. april 2017

Philippe Provençal

 
I april 2016 blev der fundet et dødt rådyr på Fyn, tilsyneladende dræbt af ulv. Rådyrets rester blev DNA-undersøgt af Statens Naturhistoriske Museum, og det viste sig, at det var blevet besøgt af tre individer af Canis lupus, eller nærmere bestemt: to tamhunde (efterkommere af domesticeret ulv) samt én vild ulv. Tamhundenes DNA blev fundet i spytprøver fra kadaverets overflade, mens ulve-DNA fandtes i en kødprøve ved selve biddet, hvilket tyder stærkt på, at rådyret blev dræbt af en ulv. Under alle omstændigheder viser fundet og undersøgelsen, at en ulv er ankommet på Fyn.

2010 02 27 zoo kbh pprovencal
Ulven har strengt taget været i Danmark længe; her en flok i Københavns Zoo, 27. febr. 2010. Foto: Philippe Provençal.   


Siden 2012, hvor den såkaldte Thy-ulv først blev fotograferet i Hanstholm-reservatet og siden fundet død, er der foretaget undersøgelser af ulvens forekomst i Danmark. Dette foregår i Statens Naturhistoriske Museums regi i samarbejde med Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet, som samarbejder med Senckenberg-instituttet i Tyskland, som huser det tyske register over ulve-DNA. SNM's hjemmeside, Ulve i Danmark, opdaterer jævnligt status for undersøgelserne vedrørende ulven i Danmark.

Undersøgelserne af DNA fra især ekskrementer viser, at der med sikkerhed har været fire individer af ulv (alle hanner) i Danmark siden 2012. I løbet af 2016-17 har Naturhistorisk Museum Aarhus foretaget undersøgelser, bl.a. i Vestjylland vha. vildtkameraer med infrarødt lys samt ved DNA-analyser. Undersøgelserne tyder stærkt på, at et ulvepar (han + hun) er ved at etablere sig i dette område. Resultaterne er endnu ikke helt entydige, men giver et stærkt indicium på, at vi nu for første gang, siden ulven sidst blev skudt her i landet i 1813, igen har ulve, som er ved at etablere sig i Danmark, og ikke kun er strejfere.

2016 11 16 vestjylland anonym
To vildtlevende ulve spottet med vildtkamera; Vestjylland, 16. nov. 2016. Foto: Anonym/Naturhistorisk Museum Aarhus.


Fundet af DNA-spor efter ulv på Fyn viser, at Lillebælt kan krydses af ulv. Om det er sket ved hjælp af broerne, eller om individet er svømmet over, kan ikke fastslås endnu, men begge muligheder er sandsynlige.

Alt i alt tyder dataene på, at ulven igen er ved at blive en del af den danske fauna. Ulvene i Danmark stammer fra østeuropæiske bestande, og grunden til at de breder sig er, at arten ikke længere må efterstræbes aktivt, men er fredet i EU. Samtidigt er der mange landdistrikter, som bliver affolket, især på grund af vandringen fra land til by, og fordi moderne landbrug er mindre arbejdskrævende, hvilket giver råderum til flere vilde dyr.

Endelig er der i mange lande en aktiv politik, som forsøger at genskabe den oprindelige fauna. Da ulven naturligt er udbredt over hele Europa, er den absolut hjemmehørende her. Herudover det har det vist sig, at den trives fint i kulturlandskabet, så landbruget er ingen hindring for dens udbredelse. Om det lykkes ulven at reetablere sig i de områder i Europa, hvor den engang levede, synes derfor udelukkende at være et politisk spørgsmål.


Referencer

Naturhistorisk Museum Aarhus, [2017]: Stærke indicier for forekomst af ulvepar i Vestjylland - naturhistoriskmuseum.dk

Statens Naturhistoriske Museum, [2017]: Hvad ved vi om de danske ulve i dag? - ulveidanmark.ku.dk

Tolsgaard, S., 2013a: Resumë af ulvens historie i Danmark - gejrfuglen.dk

- 2013b: På sporet af Bidstrupulven og den skæve bane - gejrfuglen.dk

 

Publiceret d. 24. febr. 2017

Philippe Provençal

   
Høgeuglen (Surnia ulula) er normalt en standfugl i de nordlige nåleskov- og birkeskov-zoner, hvor dens udbredelse er cirkumpolar, dvs. omfatter store dele af Skandinavien, Finland, Rusland, Sibirien, Alaska og Canada.

2017 02 18 kongelunden pprovencal
Høgeugle; Kongenlunden, Amager, 18. febr. 2017. Foto: Philippe Provençal.


I udseende minder høgeuglen om en høg: Den er ret langhalet, brystet er hvidt og bugen har smalle, mørke tværstriber i lighed med spurvehøg og duehøg. Også flugten er høgelignende med aktiv flugt afbrudt af glid. Herudover er den dagaktiv, hvilket er ganske usædvanligt for ugler, om end også mosehornuglen kan finde på at fouragere i dagslys. I flugten rager høgeuglens store næb frem og giver hovedet en spids profil, men det samlede synsindtryk er dog klart ugleagtigt. Sløret er hvidt, omkranset af en tydelig sort stribe i hver side, og øjnene er klart gule.

Høgeuglen lever langt overvejende af mus og lemminger. Den foretrækker standjagt, hvor den sidder og spejder efter bytte fra et udkikspunkt, gerne i et udgået træ. I perioder, hvor bestanden af smågnavere svigter, ofte efter en god ynglesæson, hvor talrige ungfugle søger føde, hænder det, at høgeuglerne forlader deres hjemegn og leder efter føde længere sydpå, bl.a. i Danmark. Invasionsåret 1983/84 var således helt usædvanligt med 100-400 observerede høgeugler i Danmark.

I år er invasionen også ret god, selv om den slet ikke kan sammenlignes med det store invasionsår. I vintersæsonen 2016/17 er der indtil nu ifølge DOFs database observeret 7-10 høgeugler i Danmark, og vi skal helt tilbage til vinteren 1989/90 for at overgå dette, idet der dengang blev observeret 14 høgeugler.

I efteråret 2016 indløb to tidlige observationer fra Klosterheden i Jylland, idet én høgeugle blev observeret fouragerende d. 6. okt., mens et dødt eks. blev observeret samme sted d. 9. okt. De to observationer angår dog muligvis samme fugl. Vinterens øvrige observationer er overvejende fra Sjælland, hvilket er mere sædvanligt, da langt de fleste høgeugler i tidens løb er blevet observeret øst for Storebælt, men jævnligt ses den dog også i det nordlige Jylland.


Referencer

Cheferne i felten, 2016: Invasion fra nord - Udstødningsrøret 2016

DOFbasen, [2017]: Høgeugle (SU)

Génsbøl, B. & S. Langvad, 1991: Nordens Fugle - C. E. G. Gad, København