Publiceret d. 19. nov. 2020
Philippe Provençal
Indenfor de senere år er der observeret en del usædvanlige fiskearter i Aarhusområdet. Her gennemgås nogle af de mere bemærkelsesværdige. Artiklens oplysninger om arternes adfærd og forekomst beror sig generelt på Atlas over danske ferskvandsfisk (Carl & Møller (red.), 2012) inkl. online-udgave (2019).
Stribefisk (Atherina presbyter)
Den 12. maj 2008 observerede forfatteren en stime stribefisk i Marselisborg Lystbådehavn. Der var 20-30 eks. De svømmede i overfladen tæt på broen langs havnebassinerne, hvor bådene fortøjes, og de befandt sig et godt stykke inde i bassinet.
Stribefisk ses sjældent i danske farvande. I perioden 1914-1990 var der ingen registreringer, men i 1990 blev store stimer registreret i Aabenraa Fjord og siden er arten registreret hyppigere. Omkring Aarhus er den ud over registreringen fra Marselisborg Havn observeret i juni 2015 under snorkling ved Studstrupværket. I 2014 blev stribefisk observeret flere gange ved høfderne syd for indløbet til Limfjorden og ved Røjensø Odde i Limfjorden. Herudover er der flere fund frem til 2020, de fleste fra Vestkysten.
Stribefisk har en sydlig udbredelse i Europa, fra det vestlige Middelhav til De britiske Øer. Den findes også ved Madeira og De kanariske Øer. Arten gyder i den Engelske Kanal (Muus et al., 1998), men i den nordlige del af Nordsøen er den sjælden. Da den overfladisk ligner en sildefisk, kan det tænkes, der forekommer fejlbestemmelser, men stribefisken er ikke hyppig i danske farvande. Den lever pelagisk, dvs. fristsvømmende og uafhængig af bunden, men kystnært, og den kan trække ind i flodmundinger.
Stribefisk (Atherina presbyter); Marselisborg Lystbådehavn, 12. maj 2008. Foto: P. Provençal.
Spidshalet langebarn (Lumpenus lampretaeformis)
Forfatteren observerede et eks. den 13. aug. 2002 ud for Moesgård Strand under et dyk med luftflasker. Fisken lå på bunden på 6 m's dybde med hovedet let rejst, og den lå stille, indtil jeg og min makker kom tæt på, hvorefter den flygtede. Denne art svømmer med brede stive bugtninger af kroppen.
Spidshalet langebarn lever almindeligvis på dybt vand i Danmark, dvs. fra 20 m's dybde og nedefter. Den usædvanlige forekomst på relativt lavt vand kan forklares ved, at der var udbredt iltsvind i Aarhusbugten på dette tidspunkt (Provençal & Iversen, 2007). Det er en meget langstrakt, nærmest åleformet fisk, som almindeligvis lever på blød bund i Y-formede rør, som den graver i bunden. Arten kan dog også træffes på hårdere bund. Den bor i sin hule, men er i aktivitet ved solopgang og solnedgang for at finde føde, som består af smådyr.
Småmundet gylte (Centrolabrus exoletus)
En læbefisk af nogenlunde samme habitus som havkarussen (Ctenolabrus rupestris), men anderledes i farverne. Hvor havkarussen er brun eller rødbrun, har småmundet gylte store partier af blå eller turkisblå streger og linjer på lys baggrund. Havkarussen har en sort plet øverst på halestilken og en sort plet forrest i rygfinnen (sidstnævnte ses vanskeligt på levende fisk, da forreste del af rygfinnen er lagt ned). Småmundet gylte har ingen sorte pletter, men ofte et lodret sort bånd på yderste del af halefinnen (pers. obs. på levende fisk i naturen).
Begge arter lever blandt sten på stenrev eller ved moler. Mens havkarussen findes overalt i Danmark, hvor habitatet passer den, findes småmundet gylte stort set kun i de nordlige dele af vore farvande, dvs. stenrevene i det nordlige Kattegat, især Læsø Trindel, samt i Skagerrak. Forfatteren har observeret den ved De boblende Rev ved Hirsholmene den 5. sept. 2004. I Østjylland blev der i aug. 2009 fanget nogle eks. ud for Grenå af ansatte fra Kattegatcentret, og den 8. sept. 2017 blev 2 eks. på ca. 10 cm's længde fanget ved Aarhus Lystbådehavn af folk fra DTU Aqua.
Herudover er en usikker observation gjort af forfatteren i juli 1997 ud for Hotel Marselis. Jeg snorklede et stykke ude, og på bunden på 3-4 m's dybde så jeg, hvad jeg formodede var en havkarrusse stikke hovedet og forreste del af kroppen frem fra et skjul under en sten. Hovedet havde tydelige blå farver. Jeg tog den for at være en havkarusse med usædvanlige farver, da jeg ikke kendte noget til småmundet gylte dengang.
Tyklæbet multe (Chelon labrosus)
Er kendt fra Danmark siden 1700-tallet, men har været betragtet som sjælden indtil 1990'erne, hvor fangst og observationer begyndte at tiltage. Det forøgede antal i danske farvande skyldes sandsynligvis klimaforandringerne. I sommeren 2005 observerede jeg en stime multer i Aarhus Å i udløbet fra Åby Renseanlæg. Der samler sig ofte stimer af fisk i udløbet, da de tilsyneladende tiltrækkes af det klare vand. Det er en af meget få registreringer af multer fra danske vandløb:
Den 18. aug. 2005 observerede jeg to multer ved Åby Renseanlægs udløb i Aarhus Ås nordside mellem Ringgaden og Viby Ringvej ved ca. 15.30 tiden. Fiskene svømmede i det klare vand fra rensningsanlægget i selskab med en del skaller og nogle små aborrer. For at bekræfte identifikationen blev lokaliteten igen besøgt den 19. aug. kl. ca. 10.30 om formiddagen, hvor jeg havde både kamera og fuglekikkert med. Denne gang var der 4-6 multer, hvoraf de største var ca. 30 cm lange. Da nogle af multerne i kikkertfeltet blev observeret lige så klart som i et akvarium, var der overhovedet ingen tvivl om artsidentiteten, især da forfatteren har set multer både over og under vandet ved Lanzarote samt i Middelhavet. En mængde diapositiver af fiskene blev taget med telelinse, heraf to så tydelige, at fiskenes identitet som multer kan bekræftes. I 2007 blev arten igen observeret i Aarhus å i lidt større antal i aug.-sept. (Laursen, 2012).
På det seneste har det vist sig, at tyndlæbet multe (Chelon ramada) er mere tilbøjelig til at gå ind i ferskvand end tyklæbet multe (Henrik Carl, pers. medd.). Det er derfor en mulighed, at de observerede multer i Aarhus Å var tyndlæbet multe. Sidstnævnte har en sort plet ved basis af brystfinnen, denne plet fremgår ikke af fotomaterialet, men i praksis er den ofte umulig at bruge som kendetegn.
En stime multer (Chelon sp.); Aarhus Å ved Åby Renseanlæg, 18. aug. 2005. Foto: P. Provençal.
Båndgrundling (Pseudorabora parva)
En nyindslæbt art, som højst bliver 12 cm lang. Den stammer oprindelig fra Østasien, men er nu udbredt over store dele af verden. I Danmark blev den indført til havedamme, men optræder nu forvildet i vore ferske vande, først beskrevet i Nordjylland i 2002. Ved Aarhus fundet i Voldbækken i 2013 og siden flere steder tæt på Aarhus (Miljøstyrelsen, [2020]).
Båndgrundlingen er uønsket i den danske natur, idet den betragtes som en invasiv art. Den er aggressiv overfor andre arter, om end denne adfærd mest kendes fra akvarier, og ikke nødvendigivis gør sig gældende i fri natur. Den kan være vektor for parasitter, som er dødelige for andre fisk, og den er i direkte konkurrence med flere hjemlige fiskearter. Akvarieobservationer tyder på, at den kan angribe andre fisk for at spise deres skæl, selv om den ikke er specialiseret skælspiser som bl.a. visse ciklider fra de store søer i Afrika (fx slægten Plecodus).
Ifm. Statens Naturhistoriske Museums atlasundersøgelse over danske fisk, blev der i 2013 fundet en stor ynglebestand af båndgrundling i damme forbundet med Voldbækken. Der var mindst tre årgange blandt de indfangede fisk. Siden er arten registreret flere gange i Voldbækken og tilstødende søer. En ynglebestand er registreret i en mindre sø nær Hasselager, hvor den var særdeles talrig i undersøgelser fra 2015 til 2018. I 2015 blev den registreret ved elektrofiskeri i Aarhus Å ved Dørup Mølle og i 2017 lidt nedenstrøms Ingerslev Mølle. I 2015 blev den registreret ved elektrofiskeri i Hørslev Bæk. Endelig blev den fundet talrig i en lille sø ved Kolt i 2017 (Carl, 2020).
Båndgrundlingen synes således at trives fint omkring Aarhus. Den noget spredte forekomst i mindre søer og damme, som ligger langt fra hinanden, kan tyde på, at disse bestande stammer fra udsatte dyr. På den anden side synes det, som om den kun trives i nyere søer, hvor der endnu ikke er rovfisk. I nogle af de småsøer ved Voldbækken, hvor arten var talrig 2013, har den tilsyneladende veget pladsen for en stor bestand af aborrer (Carl, 2020).
En håndfuld båndgrundlinger (Pseudorabora parva); Voldbækken, 2014. Foto: Henrik Carl.
Udover de arter, som er gennemgået i denne artikel, er der registreret en del andre sjældne, men ikke eksotiske fisk i Brabrand Sø og Aarhus Å ned mod byen. Som oversigt kan anbefales den fine gennemgang af fiskebestandene i Brabrand Sø hos Laursen (2012).
Konklusion
Der er forskellige årsager til, at de omtalte arter forekommer. Stribefisk har altid sendt stimer på fødevandring mod nord fra yngleområderne ved kanalen, men de har været sjældne i danske farvande. Multerne er afgjort blevet hyppigere på grund af klimaforandringerne. Småmundet gylte har givetvis altid været på stenrev i de nordlige dele af vore farvande, men registreringer er først for alvor løbet ind fra og med 1990'erne. Dette skyldes nok, at der foretages flere systematiske undersøgelser af den del af vore fiskefauna, som ikke er konsumfisk, fx Statens Naturhistoriske Museums fisketatlas-projekt. Mange interessante arter har kunnet gemme sig under betegnelsen skidtfisk i ældre fiskeriberetninger, jf. Laursen (2012).
Endelig har den forøgede handel med eksotiske dyr og den forøgede trafik muliggjort, at flere arter bliver indslæbt. Der er registreret en del akvariefisk på friland og mængden af registreringer af ikke hjemmehørende fiskearter er blevet voldsomt forøget (Carl, 2020). De fleste af disse arter, fx tropefisk, kan hverken yngle eller overleve en vinter i Danmark, mens andre desværre kan etablere sig. Til disse må båndgrundlingen regnes. Endelig sker det, at arter, som faktisk er både hjemmehørende og hyppige, ikke ses ofte, da de færdes på dybere vand. Dette gælder spidshalet langebarn, som sandsynligvis kun blev set ud for Moesgård Strand, fordi den var tvunget op fra dybere vand pga. iltsvind.
Der er derfor mange årsager til, at antallet af registreringer af sjældne fisk er øget, men de to vigtigste må være klimaforandringer samt en øget frekvens af systematiske undersøgelser. Den øgede interesse for dykkersport sammen med bevidstheden om, at naturorganisationer interesserer sig for samtlige arter, har givetvis også medført flere registreringer.
Tak: Henrik Carl fra Statens Naturhistoriske Museum takkes meget for at have kontrolleret de biologiske data.
Litteratur
Carl, H., 2020: Ikke-hjemmehørende fisk i Danmark, status 2019 - Rapport, Statens Naturhistoriske Museum.
Laursen J. T., 2012: Aarhus ådal til Brabrand Sø - kultur, natur, dyrelivet før og nu - Forlaget Klim.
Miljøstyrelsen, [2020]: Båndgrundling, Pseudorabora parva - mst.dk
Muus, B. J., Nielsen, J. G., Dahlstrøm, P. & B. O. Nyström, 1998: Havfisk og Fiskeri, Gads Forlag.
Provençal, P. & A. Iversen, 2007: Observation af Spidshalet Langebarn Lumpenus lampretaeformis i strandzonen ud for Moesgård Strand - Flora og Fauna 112, 4: 99-100.
Carl, H. & P. R. Møller (red.), 2012: Atlas over danske ferskvandsfisk - Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet - fiskeatlas.ku.dk
Kontakt forfatteren
Philippe Provençal
Statens Naturhistoriske Museum
Zoologisk Museum, Universitetsparken 15
2100 København Ø