Publiceret d. 23. marts 2011

Søren Tolsgaard
  

Allerede de første lune forårsdage kommer insekter frem og lader sig varme af solen, klar til at fuldbyrde deres livscyklus. Det gælder bl.a. citronsommerfugle og takvinger, humlebier og dronefluer, der gerne opsøger de allertidligste forårsblomster, som eranthis, følfod, pil, vorterod og anemone.

Også mange solitære bier er tidligt på færde. Flere af de jordlevende arter, der ofte har reder i sydvendte, soleksponerede skrænter, begynder hurtigt at indsamle nektar og pollen. Lige så hurtigt fremme er nogle af deres snyltere, bl.a. de små og næsten usynlige viftevinger, som Nielsen & Skipper (2010) berettede om i Gejrfuglen sidste år.
  

De store oliebiller

Anderledes iøjnefaldende er oliebillerne (Meloidae) - en familie af store biller, der har specialiceret sig i at snylte hos især bier. Mange har vel af og til bemærket disse klodsede og tilsyneladende næsten hjælpeløse biller på en forårsvandring, især langs sydvendte skrænter, klitter, overdrev eller skovbryn.

De store mørke oliebiller af slægten Meloe, hvoraf vi har fire arter i Danmark, kan ikke flyve, og også dækvingerne er rudimentære. I stedet vandrer de utrætteligt omkring, og når hunnen er parret, svumler hendes bagkrop voldsomt op, idet hun ernærer sig af vegetationen og lægger hundredevis af æg over flere omgange, gerne i små gruber, som hun selv graver (Hansen, 1973).

2011 03 06 odder amstrupstrand soerentolsgaard
Sort oliebille på vandring. Amstrup Strand, 6. marts 2011. Foto: S. Tolsgaard.
 

De små larver, der snart kommer ud af æggene, er flade og langbenede med en kraftig klo, omgivet af to børster (triungulin-larver). Larven klatrer nu op i en blomst, hager sig i bedste fald fast i en bi og følger således med ind i bireden. Her trænger den ned i en celle, hvor den først æder ægget og siden den honning, som biens larve skulle have levet af, idet den gennemgår flere ædestadier og hvilestadier, hvorpå den forpupper sig i efteråret. På grund af larvens meget forskelligartede stadier kaldes oliebillernes udvikling for en hypermetamorfose.

Alle Meloe-arterne har formentlig et ret bredt værtsspektrum blandt de solitære bier, bl.a af slægterne Andrena, Colletes og Osmis. Alligevel havner de fleste triungulin-larver på uhensigtsmæssige værter, bl.a. hos honningbier (i hvis bo de ikke kan overleve), hvepse, fluer eller andre blomstersøgende insekter - og ikke mindst pga. dette tab må oliebillerne producere så mange æg. 

1973 larvae viktorhansen
Triungulin-larve af proscarabaeus-typen. Efter Hansen (1973).
  

Vore Meloe-arter er blevet sjældnere i takt med den øgede udnyttelse eller gradvise tilgroning af de lysåbne naturtyper. To arter er dog stadigvæk ret udbredte i Danmark, det gælder blå oliebille (M. violaceus) og sort oliebille (M. proscarabaeus), som ligner hinanden meget, idet den førstnævnte dog i reglen har et tydeligere, blåligt metalskær og finere punktering end den sidstnævnte. Vi har også en lidt mindre art med svagt blåligt metalskær, korthalset oliebille (M. brevicollis), samt en ret stor art med grønligt metalskær, grøn oliebille (M. variegatus), som nu begge er meget sjældne og rødlistede (Thomsen, 2008). Alle arterne varierer i øvrigt betydeligt i størrelse i relation til opvækstvilkår og køn. 
  

Klitplasterbillen

Vi har herudover en femte, noget mindre oliebille, klitplasterbillen eller toplettet oliebille (Apalus bimaculatus), som i reglen er endnu tidligere på færde end Meloe-arterne. Til forskel fra disse er den vinget og kan flyve, den kan komme frem på lune dage allerede sidst i februar, og dens parring og æglægning er som regel allerede overstået i begyndelsen af april.

2009 03 11 norddjurs oerstedbakker soerentolsgaard
Klitplasterbiller i parring. Ørsted Bakker, 11. marts 2009. Foto: S. Tolsgaard.
   

Klitplasterbillen blev tidligere betragtet som en stor sjældenhed her i landet, kun kendt fra et par klitområder i det nordlige Jylland, men den er i de senere år fundet på mange sandede lokaliteter, hvilket muligvis skyldes det ændrede klima, idet den er en varmekrævende art. Den menes særlig knyttet til vår-silkebien (Colletes canicularis) (Hansen, 1973), som vistnok også er blevet langt mere almindelig her i landet i nyere tid.
  

Den spanske flue

Endnu en oliebille, som har været regnet for dansk, er den spanske flue (Lytta vesicatoria). Den er smukt metalgrøn, vinget og flyver udmærket, men hører almindeligvis hjemme under sydligere himmelstrøg. Plastre og salver med udtræk fra denne bille blev langt op i tiden forhandlet på vore apoteker som medicin, bl.a mod vorter og som potensfremmende middel, især pga. indholdet af cantharidin.

1871 07 falster nhma
Spansk flue. Falster, juli 1871, coll. NHMA. Foto: S. Tolsgaard
   

Den spanske flue blev også forhandlet levende, undslap til tider og ynglede antagelig førhen af og til her i landet, i hvert fald foreligger en del ældre fund, men ingen fra nyere tid. Til forskel fra vore hjemlige oliebiller optræder den i øvrigt i højsommeren, dens larver opsøger selv biernes reder, og den voksne bille sidder ofte i træer og buske. I Sydeuropa ser man ofte denne art, såvel som andre påfaldende olie- og plasterbiller, idet de globalt set udgør en anseelig familie (ca. 2.500 arter) af ofte meget farveprægtige biller.
  

Nærtstående arter

En nærtstående familie, Rhipophoridae, omfatter her i landet kun én art, hvepsesnyltebillen (Metoecus paradoxus), der som navnet antyder snylter hos gedehamse. Af udseende minder den lidt om Apalus, men er dog noget smallere, og især hannen har stærkt grenede antenner. Den træffes i sensommeren og tiltrækkes ofte af lys om natten.   

2010 10 01 kbh rudersdal naerum ruthahlburg
Hvepsesnyltebille (han). Nærum, 1. okt. 2010. Foto: Ruth Ahlburg.
  

De slægtskabsmæssigt meget isolerede viftevinger (Strepsiptera) har traditionelt været anset som fjerne slægtninge til disse billefamilier, idet der er mange fælles træk i levevis og morfologi, men denne gruppes systematiske stilling er dog stadig meget uklar.
 

Referencer

Fugle og Natur, [2011]: 'Oliebiller', 'Hvepsesnyltebille'. - www.fugleognatur.dk 

Hansen, V., 1973: Biller XII: Heteromerer. - Danmarks Fauna bd. 50.

Nielsen, O. F. & L. Skipper, 2010: Viftevinger - en lidet kendt insektgruppe. - Gejrfuglen 46 (1): 19-22.

Selander, R. & T. R. Fasulo, 2003: Blister Beetles (Insecta: Coleoptera: Meloidae). - IFAS, University of Florida Extension. - www.bio-nica.info

Thomsen, P. F., 2008: Heteromerer. - I: Wind, P. & S. Pihl (red.): Den danske rødliste. DMU, Aarhus Universitet. – www2.dmu.dk

Wikipedia, [2011]: Blister beetle (Meloidae). - www.en.wikipedia.org