Publiseret d. 8. dec. 2014
Jens Maarbjerg
D. 25. juli 2014 var jeg som ofte før på tur til en af mine yndlingslokaliteter, Additnæs. Min hovedinteresse er svampe, men når sommeren som i år var knas-tør, bliver de nede i jorden og venter på bedre tider. I stedet observerede jeg sommerfugle, guldsmede og hvad det skønne område ellers kunne byde på.
P-pladsens ret anonyme terræn. Bemærk de mørkere bunker af opgravet sand.
Frokosten forstyrres
Ved kaffetid kørte jeg som ofte før ind på P-pladsen syd for Gl. Rye. Efter at have parkeret bilen rullede jeg vinduet ned, skruede låget af termoflasken og gik i gang med den lækre kage indkøbt i Brugsen i Gl. Rye. Men et eller andet var anderledes denne gang: Nogle hvepselignende insekter sværmede rundt om bilen, enkelte bar ligesom en bylt under sig, andre fløj solo omtrent som store svirrefluer. Et par stykker landede på jorden og kravlede ind under bilen. Så gik en prås op for mig, køretøjet blev bakket tilbage, kagen spist i en fart og P-pladsen undersøgt: Jeg var landet midt i en koloni af biulve, en art jeg altid har ønsket at se - og jeg skal love for, at det blev opfyldt med den livlige aktivitet omkring mig!
En biulv i færd med at grave en rende ud fra sit redehul.
Lidt om biulvens biologi
Biulven (Philanthus triangulum) er en af vore større gravehvepse. Denne traditionelle gruppe opdeles nu i flere familier, hvor biulven tilhører familien Crabronidae, som ikke har noget dansk navn. Ligesom mange andre af disse hvepse yngler den i kolonier, idet hver biulve-hun graver en meterlang gang med adskillige sidegange, der hver ender i et større kammer, hvor biulven anbringer 3-6 lammede honningbier og lægger et æg. Bierne tjener derpå som føde for biulvens larver.
Det er beregnet, at en biulv kan indfange ca. 100 bier i løbet af en sæson, så det er ikke uden grund, at den visse steder i Europa regnes for et alvorligt skadedyr. Undtagelsesvis kan biulven tage andre biarter (Early, 2014), men den foretrækker den almindelige honningbi (Apis mellifera). Idet den er ret varme-krævende, var den tidligere meget sjælden i Danmark (Nielsen, 1907: 37-38), men er i de senere årtier blevet stadig mere udbredt pga. mildere klima.
Biulvens antenner og kæber anvendes som "grab", når større sten skal flyttes.
Nogle flere iagttagelser
P-pladsens jordoverflade er temmelig hård og indeholder mange småsten, som sidder godt fast i underlaget, men trods det var der mindst et halvt hundrede huller, der var lette at spotte pga. det mørkt farvede, opgravede sand.
Nogle af biulvene var i gang med at udgrave huller: De forsvandt ned i jorden og kom kort efter frem igen med lidt sand eller et par småsten mellem kæber og antenner, idet de trak sig baglæns ud til en afstand på ca. 10 cm fra hullet, hvor lasten blev afleveret. Herefter gik deres stærke forben som trommestikker, så sandet sprøjtede bagud, mens de gravede en rende hen mod hullet og for-svandt, for lidt efter at komme op med en ny ladning i grabben - og sådan blev det ved.
Biulven ankommer med en honningbi og orienterer sig svirrende over rede-hullet.
Og et par adfærdsforsøg
Andre biulve kom flyvende, lastet med hver sin honningbi. Når de nærmede sig deres hul, stod de et øjeblik stille i luften og orienterede sig, hvorefter de dykkede ned i det rigtige hul. Lidt efter kom de op igen, nu uden bi. Jeg havde altid troet, at biulven måtte være større end en honningbi, men den er snarere lidt mindre. Det er ret imponerende, at den kan løfte og manøvrere med sådan en last i favnen. Da jeg forsøgsvis dækkede et hul med sand, lagde den til-flyvende biulv honningbien fra sig, afdækkede hullet, hentede atter bien og trak den ned i dybet.
Biulven lægger honningbien fra sig, idet redehullet er dækket til og må ud-graves.
Den berømte hollandske dyrepsykolog Nikolaas Tinbergen (1951) har undersøgt, hvorledes biulven finder tilbage til sit eget hul. Han observerede bl.a., at den orienterede sig omkring hullet, inden den fløj bort. Da biulven var nede i hullet, lagde han en ring af småsten med hullet som centrum. Mens den derefter var væk, flyttede han ringen, så hullet nu lå udenfor ringen. Da biulven kom tilbage, kunne den ikke finde hullet, som kun var få cm borte, men landede i stenringens centrum. Tinbergen viste dermed, at biulven bruger omgivelserne til at lokalisere redehullet. Om det er hele forklaringen, tør jeg ikke sige, men der er mulighed for at efterprøve forsøget syd for Gl. Rye næste sommer - hvis altså biulvene stadig er der.
Alle fotos er taget af forfatteren på lokalitieten syd for Gl. Rye.
Referencer
Early, J., [2014]: (Philanthinae: Beewolf) - www.natureconservation-imaging.com
Fugle og Natur: Biulv (Philanthus triangulum) - www.fugleognatur.dk
Nielsen, J. C., 1907: Gravehvepse og gedehamse, Danmarks Fauna, bd. 2 - www.biodiversitylibrary.org
Tinbergen, N., 1951: The Study of Instinct - Oxford University Press, London
Wikipedia, [2014]: European beewolf - www.wikipedia.org