Publiceret d. 22. maj 2011
Søren Tolsgaard
Hvad stiller man op, når man lever i en storby med vokseværk, hvor omegnen ikke længere rummer de samme fristeder, som da man var ung og kunne lægge det forsømte forår bag sig - et sted derude i vildnisset?
Læner man sig tilbage i sofaen, tænder for tossekassen og suger til sig, når bonderøven sætter sin simple livsstil i relief? Når Jørgen og Nikolaj nakker en muflon på Vejrø, eller haler kølige bajere op af en brændestabel i skoven ved Lillering? Eller når voldsomt begejstrede Morten DD lister eksotiske månetorbister frem fra dejlige danske kokasser?
Denne livsstil er nu vanskeligt opnåelig eller ulovlig, ifald man kunne tænke sig at realisere sådanne TV-drømmescenarier. Vi er jo ikke, som vore stolte nordiske brødre, vænnet til at kunne færdes frit i naturen, men som duknakkede livegne opvokset med, at alt er forbudt eller koster en bondegård - kun velpolstrede golf-klubber har frit spil i den danske muld.
Min halvvoksne datter, som foretrækker grunge for hip-hop, introducerede mig sidste år for den norske bestseller "Doppler" af Erlend Loe, hvor en knudemand kvitter trædemøllen, søger ud i skoven og slutter venskab med en elgkalv. Siden fulgte Henry Thoreaus klassiker, "Livet i skovene", hvorefter hele familien blev grebet af Sean Penns naturromantiske drama "Into the Wild" - og mine tanker roterede spontant tilbage mod halvfjerdserne..
Redaktøren og Kresten Kulsvier pulser på en skovsnade som i gamle dage.
Halvfjerdsernes hurlumhej
Dengang indtog unge fliphoveder et upåagtet territorium i en mindre, nedlagt grusgrav ca. 10 km fra Aarhus centrum. Her placerede nazisterne under krigen en kanon, som havde udsigt over hele bugten - nu resterede kun nogle rustne jernplader, mens havtorn, brombær og skovjordbær trivedes i den sandede og solmættede jord.
Grusgraven lå midt på en stor mark, og utallige pløjesten var i årenes løb smidt ned i dens afgrund. Midt i terrænet gravede høvding Big-Chief et åndehul, hvis sider blev dækket med mægtige sten - længere nåede dette frie initiativ dog aldrig; men Tipi-Troels overnattede faktisk herude i adskillige teltsæsoner, mens mindeværdige møder og afgørende hændelser fandt sted omkring den levende ild: Ugh-ugh-ugh-UGH!
I løbet af firserne, hvor initiativtagerne efterhånden fik, om ikke Volvo, villa og vovse, så i hvert fald noget mere krævende relationer til samfundet, stilnede aktiviteterne i vildnisset dog gradvis af. Skete det, at nogen under en udflugt strejfede det gamle kultsted, blev man mødt af et stadig tættere kratværk, hvor aggresive slåen, mirabel og hunderoser gjorde deres til at holde den nysgerrige søndagsturist på respektfuld afstand.
Der er tyndet grundigt ud i krattet omkring høvdingens åndehul.
Ungdommens ivrige initiativ
Nu slog det mig: Åndehullet findes endnu! I det tidlige forår tog de unge med derud, og selv om alt var overgroet af kolossale piletræer, rødgraner, ahorn og ask, kunne man stadig skimte konturerne af de gamle fliphoveders færden. De følgende uger tog ivrige unge mennesker fat med håndsav og hækkesaks, intet kunne stoppe dem, og inden længe var halvfjerdserkulissen gendannet - endda i virkelighedens verden!
En dag blev vi anråbt af en forarget mand, som anklagede os for at forstyrre dyrelivet, mens hans egen hund luskede frit omkring i krattet, og et par cross-motorcyklister drønede rundt omkring det lille fristed. Siden lå der nogle kanyler demonstrativt efterladt på bålpladsen, om gerningsmændene var junkier eller steroid-misbrugere vides ikke, men vildnisset er ikke længere så hemmeligt som i de hedengangne halvfjerdserne.
Grusgraven, som er statsejet, har mirakuløst undgået offentlig opmærksomhed i mere end et halvt århundrede - jeg siger ikke mere! Hvad mange længes efter, og TV opfordrer til, er jo forbudt ved regler og love. Hvis ungdommen skal lære naturen at kende, skal det helst foregå i organiseret flok - for Gud, Konge og Fædreland. Den, der som Doppler og Alex Supertramp har behov for at lægge samfundet bag sig, er kort og godt kriminel.
De unge mennesker griller snobrød omkring bålpladsen.
At omvurdere virkeligheden
Hvad er det så, der gør naturromantiske fortællinger til bestsellere og giver den outsider, der turde gå imod strømmen, en udbredt kultstatus? Længes vi efter at komme i berøring med en virkelighed, som fanden har erstattet med forlorne attituder, og trænger vi til at konfronteres med verdens vidundere på en måde, som vi næsten har glemt?
"De største værdier er dem, der er længst fra at vinde anerkendelse. Vi kommer let til at tvivle på, at de eksisterer. Vi glemmer dem let. De er den højeste virkelighed. Mit daglige livs sande høst er noget, der er lige så urørligt og ubeskriveligt som morgenens og aftenens farver. Lidt stjernestøv, jeg har fanget, et lille stykke af regnbuen, jeg har grebet om" (Thoreau).
I tidernes morgen blev ilden betragtet som hellig, og intet maner som et bål i natten. I tusmørket begynder lærken pludselig at kvidre - og en sangdrossel sætter ind, imens de talrige løvfrøer, som det lykkedes en af Gejrfuglens gamle frontkæmpere at genetablere omkring smilets sødt slumrende storby, kvækker vedholdende i det fjerne.
Man kan næsten glemme alt andet.
Bålpladsens levende ild er langsomt ved at dø ud..
Referencer
Krakauer, J., 2008: Ind i vildmarken. - Lindhardt & Ringhof. (1. udg. 1996, USA).
Loe, E., 2005: Doppler. - Gyldendal. (1. udg. 2004, Norge). - Læs anmeldelse.
Penn, S., 2007: Into the Wild. - Paramount, USA. - Se trailer.
Thoreau, H. D., 2005: Civil ulydighed. - Information. (1. udg. 1849, USA).
Thoreau, H. D., 2007: Walden. Livet i skovene. - Gyldendal. (1. udg. 1854, USA).